Mange .dk domæneejere, både virksomheder og privatpersoner, får for tiden en fupmail fra et firma kaldet DNS Denmark.
I mailen advares du om, at en tredjepart vil købe et domænenavn (hjemmesideadresse) tilsvarende dit .dk domæne – men blot i en .com version – og at dette kan få vidtrækkende konsekvenser for dig, fx i form af ”forvirring i søgemaskinerne eller skade på omdømme”.
DNS Denmark tilbyder i fupmailen at registrere .com domænet for ig i en periode på 10 år for 1.999,- ex moms. Og hvis du slår til inden for 48 timer, garanterer de, at man kommer foran i køen, så du er sikker på, at ”tredjeparten” ikke når at købe .com domænet først.
Det er naturligvis alt sammen noget vrøvl og udelukkende snyd!
DNS Denmark er et fupfirma, der ikke eksisterer i virkeligheden, og svindlerne bag prøver at narre .dk ejere til unødigt at købe .com domæner på falske forudsætninger.
Tilsvarende fupmails er indtil videre også sendt ud i Sverige, Finland og Tyskland
Hvis du har modtaget en fupmail for DNS Denmark, så anbefaler ITAGIL, at du sletter den og undlader at svare tilbage.
Danmarks domæne registrant DK-Hostmaster advarer imod DNS Denmark – deres advarsel kan du læse her.
Ekstra Bladet har også udgivet en fyldestgørende artikel om emnet, hvor de blandt andet viser et eksempel på den mail, ejerne af .dk domæner modtager. Læs denne artikel her.